Aabybro Elite golf

Aabybro Elite Golf

Vores herre elite spillere har 3 hold i 2024:

  • 1 hold i 3. division.
  • 1 hold i 5. division.
  • 1 hold i kvalifikationsrækken.

Vores dame elite spillere deltager i 2024 i kvalifikationsrækken.

Vi afholder lokale elite-turneringer i løbet af sæsonen.

Eliten deltager aktivt i uddannelsen af vore juniorer, samt afholder Companydays.

Ønsker du yderligere oplysninger omkring eliten, så kontakt:

PGA træner
Jens Bjergegaard, Aabybro Golf Klub 
Tlf:
Mail: 

Eliten’s Konto nr. 9070-16243830

Eliteudvalget

Til gennemførelsen af målsætningen nedsætter træneren, i samarbejde med bestyrelsen, et eliteudvalg, som udarbejder retningslinjer og budgetter for Eliteafdelingen.

Der udpeges en formand, som sammen med et bestyrelsesmedlem, træner og evt. spillerrepræsentanter udgør udvalget. Udvalget kan om nødvendigt inddrage flere medlemmer. Som medlem af udvalget har man pligt til at deltage aktivt i alle møder.

Eliteudvalget består af:

Jens Bjergegaard
Tlf:
Mail: 
Rasmus Færck Vinter
Tlf:
Mail: 

Eliteudvalgets opgaver

Elite udvalget skal hvert år tilrette og tilrettelægge visioner og mål, og i forbindelse hermed udarbejde konkrete handlingsplaner. Dette sikres ved, at der hvert år laves en årsplan som behandler følgende emner:

  1. Sociale aktiviteter
  2. Træning
  3. Personlige målsætninger
  4. Turneringer
  5. Rekruttering
  6. Kurser
  7. Budget og regnskab
  8. Sponsorarbejde
  9. Deltagelse i eksterne møder
  10. Interne møder
  11. Evaluering

Strategiplan for Eliteafdelingen

Eliteafdelingens strategiplan skal være med til at sikre, at der arbejdes med at opnå Eliteafdelingens vision.
Eliteafdelingens vision samt strategiplanen er udarbejdet i samarbejde med Aabybro Golf Klub´s bestyrelse.

At skabe et godt træningsmiljø:

Det vil vi gøre ved:

  • At de fornødne ressourcer tilvejebringes.
  • At der er en træner tilknyttet klubben.
  • At træneren udvikler sine kompetencer.
  • At der er gode træningsfaciliteter.
  • At træningsværktøjer til stadighed forbedres.
  • At krav og forventninger klart defineres, evalueres og eksekveres.

At skabe et positivt træningsmiljø, hvor klubånd, holdånd og gensidig respekt sættes i højsædet:

Det vil vi gøre ved:

  • At der udarbejdes en årsplan for aktiviteter.
  • At der til stadighed er hold tilmeldt Danmarksturneringen ( pt. 2 herrehold + 1 damehold )
  • At der skabes tilknytning mellem divisionsspillerne, juniorspillerne og klubbens øvrige spillere.
  • At alle deltager som en aktiv del af klubben.
  • At alle opretholder en positiv klubånd.
  • At alle skal opfatte holdet som vigtigere end individualisme.
  • At alle spillere repræsenterer klubben i aftalte uniformer.
  • At alle opfattes og behandles som en del af truppen, uanset alder, køn og teknisk formåen.
  • At spillere som ikke efterlever de gældende regler, anført af Eliteudvalget, bortvises uden varsel.

At der arbejdes konstruktivt med målsætninger, træningsplaner og udviklingskompetencer:

Det vil vi gøre ved:

  • Teknisk træning:  Svingtræning. Short Game. Formel (mange gentagelser) og funktionel (ude på banen) spilletræning.
  • Fysisk træning:    Styrketræning. Konditionstræning. Fleksibilitets- og balancetræning.
  • Mental træning:  Præstationsoptimerende teknikker. Karriereplanlægning. Målsætning, planlægning og evaluering af både trænings- og turneringsindsats.
  • Taktik og regeltræning:  Slagopmåling. Rundestatistik. Kendskab til reaktionsmønstre. Viden om golfregler, amatørregler og lokale regler. Prøvespil.

Kriterier for trup- og holdudtagelse

Der vil på baggrund af spillerens alder, køn, ambitioner og potentiale blive stillet krav til den enkelte spiller. Når Eliteudvalget udvælger spillere til klubbens Eliteafdeling, tager vi ligestillet hensyn til tekniske evner og til menneskelige faktorer.

Udvælgelse af spillere til holdturnering foretages af træneren.
Tekniske evner bedømmes primært af træneren, som ser på træningsindsats, spillede runder, handicap, men også taktisk forståelse og evner til course-management spiller en rolle.

De menneskelige faktorer er mangeartede, men først og fremmest evnen til at bevare hovedet koldt i pressede situationer, og at kunne opføre sig ordentlig på og uden for banen. Hvis udtaget, skal du være en god holdspiller, passe din træning og overholde de gældende regler.

Forventninger til spillere der repræsenterer Aabybro Golfklub

Til gengæld for klubbens støtte til spillerne forventer Elite udvalget følgende:

  1. Du deltager aktivt i træningen. Hvis du er forhindret i at træne eller spille, så melder du afbud i god tid.
  2. Du repræsenterer klubben på en værdig måde på og uden for banen.
  3. Du deltager i Ranglistematcher og i Klubmesterskaber.
  4. Du deltager i frivilligt arbejde i klubben og i mindst to handicap turneringer pr. sæson.
  5. Du har en positiv indstilling til at gøre en personlig indsats for klubben.
  6. Du benytter det af klubben valgte tøj til turneringer.
  7. Du deltager i spillermøder indkaldt af Eliteudvalget eller træneren.
  8. Du udarbejder en personlig handleplan for sæsonen.
  9. Du skal være parat til at gøre en personlig indsats over for en sponsor og klubbens øvrige spillere, samt yde hjælp og støtte i forbindelse med arrangementer til gavn for klubben. Bold opsamling er en del af dette!
  10. Du bruger kun vores Facebook-side til positive kommentarer og indslag.
  11. Du respekterer at alle uoverensstemmelser kun diskuteres med et medlem af Eliteudvalget.
  12. Du accepterer, støtter og respekterer din træner, holdleder, Eliteudvalget samt alle dine medspillere.
  13. Du accepterer, at spillere som ikke efterlever de gældende regler, anført af sportsudvalget, bortvises uden varsel.

Spillerens tilbud fra klubben

Spilleren vil under forudsætning af, overholdelse af gældende regler og tilstrækkelige økonomiske midler få tilbudt:

  1. En ugentlig træningssamling, der fastsættes forud for sæsonstart.
  2. Frie træningsbolde til træning og i forbindelse med turneringer.
  3. Holdtrøje, hvis man udtages til et sådant.
  4. Træningslejr og træningssamlinger med delvis økonomisk støtte.
  5. Deltagelse i holdturneringer.
  6. Deltagelse i individuelle turneringer.
  7. Relevante kurser, godkendt af Eliteudvalget.